Frihed kommer ikke af sig selv

Forleden havde jeg en af de dage, hvor jeg mere end én gang tænkte ”Måske skulle jeg bare få mig et almindeligt job, hvor jeg arbejder når jeg arbejder og har fri når jeg har fri. Måske ville børnene også have meget bedre af at gå i en rigtig skole, det ville i hvert fald spare mig for den dårlige samvittighed i forhold til at de ikke allerede har mødt 20 andre børn efter vi er flyttet” og mere i den dur.

For dette liv er – upåagtet hvordan det måske ser ud udefra – ikke automatisk det lette liv.

Jeg bliver ofte virkelig frustreret over, at jeg har 1000 ting at nå og ikke nok tid. Lyder det bekendt? Det gør det i hvert fald for mig, for det var præcis sådan jeg havde det dengang jeg arbejdede 37 timer som fuldmægtig og sendte mine børn i institution hver dag.

For selvom mange ting har ændret sig siden da, også mine ambitioner, de forsvinder ikke bare sådan lige, også selvom de ikke længere knytter sig til mit fag. Når man tager et valg som at hjemmeskole, så vil man jo for pokker gerne gøre sig lige så umage som hvis man havde et ”rigtigt” job, og vi stiller alle sammen succeskriterier op for os selv, uanset om vi er bevidste om dem eller ej.
Der er en stor magt i at gøre sig de kriterier bevidst og undersøge om de egentlig gør noget godt for én, og om de ting man foretager sig, fører én tættere på eller længere væk fra det liv man gerne vil leve.

Og jeg har efterhånden indset, at der stadigvæk er nødt til at ske en daglig afvejning af, hvor mine ressourcer bliver brugt bedst. Hvad giver mest? Hvad er prisen? Og ikke mindst: hvad er min motivation for at træffe et givent valg?

På den pågældende dag havde jeg besluttet mig for, at jeg ville male min 14-åriges værelse og få orden på værelserne ovenpå. Jeg fungerer virkelig dårligt i rod, og hvis der er noget som skaber rod, så er det en flytning!

I mit hoved havde jeg forestillet mig, at ungerne kunne lege i badebassinet mens jeg ordnede løs, så de var aktiveret på en god måde (og jeg kunne lave noget andet med god samvittighed). Men så vågnede vi op til en overskyet – og bestemt ikke badebassinvenlig! – himmel, blæst og mere kulde end hvad godt var.

Så jeg måtte sætte dem foran computeren og Ramasjang.

Nu tænker nogle helt sikkert: Og?

Der er jo det fantastiske ved livet, at vi selv kan formulere de der ambitioner, og derfor kan det i øjeblikket godt fæles som en fiasko, at man er nødt til at pacificere sine unger foran Gurli Gris.
For vi er alle bare mennesker, som spejler os i andre, og ude i ”social media country” ser det ofte ud som om, alle de andre hjemmeskolere lever harmoniske udeliv, fyldt med overskud og skønhed og I HVERT FALD IKKE fjernsyn (med mindre det er en meningsfuld dokumentarfilm).
Så beklager meget hvis jeg brister en illusion her, men forventningspresset følger altså med hjem i hjemme(skole)livet, hvis ikke man gør meget aktivt op med de grundlæggende mekanismer.

For mit vedkommende blev den omtalte dag i hvert fald startskuddet til nogle overvejelser om, at det jo ikke nytter noget, hvis alle de snærende bånd jeg oplevede før, bare får en anden form i hjemmelivet – men i øvrigt er ligeså snærende!

Vi mennesker navigerer i varierende grad efter andre og i særdeleshed efter dem, vi kan identificere os med (eller sekundært stræber efter at blive).
Så når man står og overvejer, at bryde med sit nuværende liv og tage ungerne hjem, så føles det meget voldsomt, fordi dem, man plejede at identificere sig med, kan man pludselig ikke genkende sig selv i. Og så bliver det en stor støtte at over-identificere sig med dem, som allerede har taget det valg. Ja man kommer vel nærmest til at idolisere dem lidt hvis man ikke passer på, og den er altså lidt farlig.
For så skifter man bare én norm ud med en anden, ét sæt regler for den ”rigtige” måde at gøre ting på ud med en anden. Og det er ikke godt for nogen.

Det er virkelig vigtigt at have nogen at identificere sig med, spejle sig i, lade sig inspirere af, og det er også min baggrund for overhovedet at starte denne blog: at gøre mulighederne og konsekvenserne ved hjemmelivet lidt mere tydelige, så andre måske ikke behøver være helt så forvirrede og lost som jeg var, da vi tog de første skridt ind på denne vej.

Men det vigtigste er virkelig, at man vælger det hjemmeliv som passer til ens familie!

Herhjemme er jeg alene med ungerne meget af tiden, og det betyder altså, at mine børn nogle gange ser underlødigt tv uden nogen som helst form for læringsværdi. Og nogle gange får vi rugbrød til morgen, middag og aften flere dage i træk, også selvom jeg har en ambition om, at de skal have ordentlig, næringsrig mad. Det betyder ikke, at man skal lade være med at stræbe efter at leve det liv, man synes er det gode liv, det betyder bare, at man skal være tilgivende overfor sig selv, og ikke mindst være realistisk.

Det er en livslang proces, og noget jeg skal minde mig selv om jævnligt, men jeg har ikke valgt dette liv for at passe ind i en ny kasse. Jeg har netop valgt det for at give mig selv – og ikke mindst mine børn – mulighed for at se hvem vi i virkeligheden er, når vi ikke prøver at passe ned i en bestemt kasse. Jeg har valgt dette liv på grund af friheden, og min lille tv-krise forleden dag gjorde det virkelig tydeligt for mig, at den, der begrænser min frihed allermest, det er mig selv. Så det vil jeg arbejde hårdt for at holde op med.

Og resten af dagen? Ja, efter et stykke tid gik den ene i gang med at bygge Lego og den anden kom ind og spurgte, om hun måtte være med til at male. Over middag brød solen frem, og det blev alligevel vejr til en dypper, og jeg fik både malet teenagerens værelse og indrettet vores kontor/krearum, så det endte som en helt igennem dejlig dag.
Næsten gang tror jeg bare jeg springer slå-mig-selv-i-hovedet delen over med det samme…

6 Kommentarer

Deltag i diskussionen og fortælle os din mening.

Majsvar
juli 8, 2018 på 9:43 pm

Så dejligt og vigtigt indlæg. Det går ikke, at hjemmeskolelivet bliver en anden spændetrøje proppet med dogmer og dårlig samvittighed. Jeg tror, hver enkelt af os bliver nødt til at se på de store træk i vores liv, og dér er Gurli Gris bare ikke oppe, hvilket betyder, at det ikke gør en reel forskel, om vi ser Gurli Gris eller ej.. 🙂

Tinesvar
juli 8, 2018 på 9:45 pm
– Som svar til: Maj

Super god pointe, man kan jo nogle gange nærmest blive så fokuseret på de der små enkeltdele, at man glemmer det store billede. Tak for det input ❤

Mariannesvar
juli 16, 2018 på 7:46 pm

Det var dog bare så befriende dejligt et indlæg Går selv hjemme med 3 børn ( 3 år 6 år og 10 år) pt og har gjort det med de to mindste helt fra fødsel men nu skal hun starte i skole og storebroderen på 10 år har været hjemme nogle mdr nu pga skoleskift til friskole. MEN for syv lede banditter hvor har jeg tænkt nogle gange… nu har du altså tabt sutten for alvor Marianne Har også fulgt dig en del Maj Men da jeg også er meget alene med mine børn var det lige spot on her så tak for Gurli Gris og venner i ny og næ

Tinesvar
juli 20, 2018 på 9:40 am
– Som svar til: Marianne

Tak Marianne, ja vi er bare nødt til at være realistiske ind imellem, ingen er superwoman 24/7 😉

Siffsvar
juli 19, 2018 på 12:28 pm

Åh et fint og relevant indlæg. Vi mennesker – og især kvinder – er måske nok friere end tidligere generationer, men nu har vi så taget perfektheds-spændetrøjen på, eller ladet den blive tvunget ned over vores skuldre, og uanset hvad det skyldes, og hvor meget samfundskritik jeg kunne komme med nu, så er der kun os selv til at ændre det. Vi får fandme aldrig udrettet noget af det der virkelig tæller her i livet, (og vi må selv afgøre hvad der virkelig tæller!) hvis vi konstant skal ligge under for det sygelige billede af virkeligheden, og livet, og de kvindeidealer, som de fleste af os ligger under for. Lige nu spiller min yngste playstation – igen – mens jeg dels rydder op i køkkenskabe og dels skriver her. Det kan jeg love dig aldrig kommer på Instagram. Om lidt laver jeg snobrødsdej og bål, så ham og kammeraten kan hygge med det og os. Måske sniger der sig et lille billede af bål-hyggen ind på de sociale medier? På den måde kan jeg godt se, at jeg er med til at holde liv i myten om “de andres perfekte liv”, og det er noget jeg tænker meget over. Og egentlig gerne vil ændre på… så tak for at have sat gang i de tanker. Igen. Bedste hilsner og held og lykke med jeres nye hjem 🙂

Tinesvar
juli 20, 2018 på 9:39 am
– Som svar til: Siff

Jeg har lyst til at sige “amen!” men det er måske lidt for brugt 😉 Jeg kan virkelig også blive så sur på mig selv når jeg falder i perfekthedsfælden. For hvis skyld er det lige man gør det? Ikke for sine børns skyld og i hvert fald ikke sin egen!
Vi skal lige minde hinanden om det engang imellem, for heldigvis tror jeg langt de fleste af os (kvinder, for ja, det er nok mest os som ligger under for det der) er så klar på at rumme hinandens uperfekthed, men vi skal nok blive endnu bedre til at rumme vores egen 🙂

Skriv et svar