Men hvad med…?

Leopardleg er også læring 🙂

Jeg vil tro de fleste hjemmeskolere selv har en baggrund, hvor de har været hele vejen igennem det danske skolesystem. Selv har jeg ikke blot gået i folkeskolen, jeg har også taget en tur i gymnasiet, læst til lærer i to år OG taget en kandidatuddannelse. Så jeg er om nogen super skolet!

Når man har tilbragt det meste af sit liv i et system, så bliver det ligeså stille en del af en; man tænker på en bestemt måde om bestemte ting, man vurderer tings værdi på en bestemt måde og man får ikke mindst et tilhørsforhold til systemet og alle de andre, som befinder sig indenfor det samme system. Derfor kan det været enormt svært at gøre ting anderledes, for det er nu engang sådan med systemer, at de er skabt for at holde folk indenfor en bestemt ramme og derfor vækker det altid angst og utryghed, når nogle bryder ud af de rammer. For hvis du stiller spørgsmålstegn ved mit system – stiller du så ikke også spørgsmålstegn ved mig?

Når det kommer til at hjemmeskole er det derfor ALTID de samme spørgsmål man får. Seriøst. Jeg er endnu ikke blevet overrasket over et spørgsmål, det er altid, altid de samme. Og det er helt okay! Forskellen ligger i hvordan folk spørger, for man kan tydeligt høre, om det er ægte nysgerrighed eller om der ligger en forudindtaget holdning og kritik bag. Altså om det er nysgerrighed eller om det er mistænksomhed, fordi man tillader sig at bryde ud af systemet.

I og med de fleste af os kommer fra det samme system, så vil vi jo alt andet lige have nogle af de samme spørgsmål til os selv, når vi begynder at overveje hjemmeskole. Jeg har valgt at brede det en lille smule ud så det ikke kune handler om de direkte skolerelaterede spørgsmål, og derfor vil svarene både være nogle vi kan bruge til os selv, og til andre når de spørger:

MEN HVAD MED…

Det sociale: der eksisterer åbenbart en idé om, at børn kun kan blive ”socialiseret” hvis de opholder sig i store grupper på 28+ børn i samme alder min. 5 timer om dagen… Ej, det er ikke for at negligere bekymringen omkring børns sociale liv, men man er nødt til at skille skidt og kanel.
For det første er ”socialisering” en proces hvor børn lærer at begå sig i de sociale sammenhænge de bevæger sig i, altså lidt forenklet sagt at ”opføre sig ordentligt”. Det der er lidt paradoksalt i denne sammenhæng er, at det faktisk er en af de ting man i mange år efterhånden, har hørt halter i den danske folkeskole. Og hvem har ansvaret siger de? Forældrene! Så man kan faktisk ikke undgå at ”socialisere” hjemmeskolede børn, hvis man bruger den faglige definition af begrebet, det sker helt automatisk hver eneste gang vi er sammen med andre mennesker – og her tæller den nære familie altså også.

Det folk mener, er derfor naturligvis bekymringen for om hjemmeskolebørn får venner. Og den bekymring er reel forstået på den måde, at det bare bliver en ting, man som hjemmeskoler skal tage ansvaret for.
Men samtidig er man måske også nødt til at udfordre systemets holdning til disse ting, for efter min mening så bliver mine børn faktisk skånet for mange af de usunde sociale spil, der foregår i de store grupper, og en hjemmeskole er pr. definition mobbefri.

Der kommer flere og flere grupper af hjemmeskolere som mødes mere eller mindre fast, hvilket giver nogle fantastiske muligheder for at børn kan lege på tværs af alder og skabe bånd med andre hjemmeskolede børn.
Så ja, det kræver lidt mere af os forældre, men hjemmeskolede børn vokser ikke automatisk op som asociale utilpassede mennesker.

Det faglige: mange stiller spørgsmål om hvorvidt man tror man kan klare det, når de kommer op i de store klasser. Indforstået: fordi man jo ikke er uddannet lærer (nogle hjemmeskolere er naturligvis læreruddannede, men de fleste af os er ikke). Til det må jeg bare sige at jeg ikke er bekymret. Jeg har jo selv bestået folkeskolen og de ting jeg ikke kan huske, dem er jeg nok i stand til at læse op på. Og det er en af de rigtig fede ting ved hjemmeundervisning, for jeg er fx elendig til at sætte komma (jeg sætter ”lystkomma”) men jeg ved da godt, at når vi kommer dertil, ja, så er JEG sådan set nødt til at lære det. Og hvis mine børn efterspørger et bestemt emne, som jeg ikke ved en fløjtende fis om, så kommer vi til at lære om det sammen.

Igen handler det om at ændre de tanker, som systemet har plantet i os, herunder at der findes ”rigtig” og ”forkert” viden. I vores optik handler det om, at vores børn skal erhverve sig nogle kompetencer, men hvordan de gør det, er mindre vigtigt. Og her bakker al forskning os jo i øvrigt op: der er ikke én rigtig måde at lære på – og dermed heller ikke ét pensum som kan give mening. Jeg kan forestille mig, at man vil have nogle udfordringer, hvis man fx selv er tal- eller ordblind, men der vil man jo kunne alliere sig med andre som kan hjælpe. Nogle hyrer endda tutorer eller privatundervisere hvis de selv har nogle steder hvor de ikke føler sig kompetente.

Jeg ved ikke hvorfor vi stadigvæk har sådan et syn på viden og læring som noget lidt mystisk, hvor der er en rigtig – og dermed en forkert – måde at gøre det på. Sådan ser jeg det i hvert fald ikke, og jeg vil opfordre alle til at udfordre den holdning lidt, uanset om man så hjemmeskoler eller ej.

Når de skal videre i uddannelsessystemet: den her er helt enkel. For det første er folkeskolens afgangsprøve netop det: en prøve – IKKE en obligatorisk eksamen. Som hjemmeskoler kan man gå i dialog med den lokale folkeskole og lade sit barn gå op til den, men det er ikke noget krav (tænk på Steinerelever, de får heller ingen afgangsprøve). For det andet er den således heller ikke er et krav, for fx at kunne komme ind på gymnasiet. Elever uden afgangsprøve vil komme til en eller anden form for optagelsesprøve, hvordan det helt præcist foregår, kan man få at vide, hvis man henvender sig til den uddannelsesinstitution, som barnet gerne vil ind på.

At være sammen med sine børn hele tiden: det er en af de lidt mere tricky, for vi er jo alle sammen forskellige, men jeg vil vove den påstand, at når man er kommet igennem de første 1-3 måneder så har man fundet hinanden og så ville alle velfungerende familier kunne holde ud af være sammen det meste af tiden. Men der VIL være en omstillingsfase, og jeg skulle hilse og sige, at man kan blive i tvivl rigtig mange gange undervejs, når intet virker og alle skændes og det bare ikke er særligt hyggeligt. Det er også den omstillingsfase som gør, at folk kan finde på at sige ”Jeg ville ALDRIG kunne holde det ud, for efter 14 dages ferie er jeg ved at løbe skrigende hjemmefra!”. Men en ferie kan ikke sammenlignes med et liv hjemme, sammen. Hjemmelivet skal læres og jeg tror ikke man nogensinde kommer helt i mål, vi udvikler os løbende alle sammen, og derfor vil der løbende komme situationer, hvor vi skal tilpasse os hinanden.

Og så handler det om at gøre sit forarbejdet ordentligt (jf. dette indlæg), for hvis man er klar over hvad der er vigtigt for en selv (fx hvilke åndehuller man har brug for, for at kunne fungere), så kan man tilpasse sin hjemmeskole efter det. Vi har faktisk været for dårlige til at gøre det forarbejde og derfor er vi lige nu i en proces, hvor vi for alvor vil skabe de rammer, som kan tilgodese os alle fem herhjemme allermest.

Økonomien: her er vi ude i noget, som er så hamrende individuelt, at det er svært at sige noget generelt om det. Men hvis jeg skal prøve at sige lidt, så vil de fleste familier, hvor der er to forældre, kombinere det så én måske arbejder fuld tid, eller begge arbejder deltid, og så på den måde få det logistiske til at hænge sammen. Men et tilvalg af hjemmeskole vil for langt de fleste også betyde et fravalg af et luksusliv, for det vil nok være svært at føre ud i praksis, hvis begge forældre har fuldtidsarbejde (eller hvis man er enlig med fuldtidsarbejde). Jeg ved, at mange af os er selvstændige, og jeg vil til enhver tid opfordre alle, som overvejer hjemmeskole, til at inkludere det med økonomien i deres forarbejde.

For det vil for langt de fleste i den brede middelklasse være et spørgsmål om dels prioriteringer og dels en stor fed ja-hat. Vi har personligt rigtig god erfaring med at vende vores tanker om, så vi i stedet for at tænke på alle de ting, som gør, at noget vi gerne vil IKKE kan lade sig gøre tænker: hvad skal der til for at det KAN lade sig gøre?
Jeg er helt med på, at en enlig mor på kontanthjælp vil have større udfordringer end et ægtepar med gode lønninger, men hvis man giver sig selv lov til at drømme, og tænke ud af boksen, så kan man måske finde noget, man ikke vidste var der.

Det er ikke magi, men de fleste af os er faktisk eksperter i at begrænse os selv, ved at fortælle en masse historier om hvem vi er og hvad vi ikke kan. Så hvis du virkelig gerne vil hjemmeskole, så prøv at være lidt modig og forestil dig hvad der skal til, for at det kan lykkes. Det er ikke sikkert det kan, men du finder aldrig ud af det, hvis du ikke i det mindste tænker tanken.

 

Hvilke fordomme har du omkring at hjemmeskole?

Tænker du over de systemer du er en del af – og udfordrer du dem ind imellem?

Del dine tanker