Mig-tid i et hjemmeskoleliv

Der er rigtig mange måder at tilrettelægge et hjemmeskoleliv på, men for de fleste vil det alt andet lige indebære, at man er sammen med sine børn i omegnen af 24/7/365.

Det er faktisk et af de emner, som meget ofte kommer op, når snakken falder på hjemmeskole: det kunne jeg overhovedet ikke, jeg ville blive vanvittig af at være sammen med mine børn hele tiden, efter tre ugers sommerferie er vi alle sammen SÅ klar til at komme i skole og på arbejde igen.
Eller: jeg vil egentlig rigtig gerne hjemmeskole, men jeg er meget introvert, og er bange for om jeg vil kunne få nok mig-tid til at kunne hænge sammen.
Eller: jeg har været stresssygemeldt tidligere og har brug for at kunne tage pauser i løbet af dagen, kan det overhovedet lade sig gøre?

Alt sammen meget relevante problemstillinger, men der er dog forskel på løsningen til de forskellige ting. Den første hurdle, med at man er ved at blive vanvittig efter tre ugers sommerferie, den vil jeg påstå vi alle som én oplever, når vi vælger at hjemmeskole eller -passe vores børn. For vores vedkommende varede den der vanvittighedsperiode nok 3-6 mdr. og jeg hører det samme fra andre. Det kræver virkelig tilvænning, at være sammen hele tiden, og få skabt de nye rytmer der skal til, for at det fungerer. Jeg har skrevet lidt mere om emnet her og vil gentage, at forberedelse er en del af løsningen.

De to andre er problematikker, jeg selv har haft – og til dels har – tæt inde på livet. Jeg er selv hamrende introvert, noget jeg først for alvor fik sat ord på for et par år siden og derfor endnu ikke er helt skarp på, hvordan jeg tilgodeser.
Umiddelbart er jeg det på sådan en måde, at mine børn ikke dræner mig, og jeg rigtigt godt kan lide at være alene – sammen med min familie. Det betyder i praksis, at jeg godt kan få dækket mit introverte behov selvom min familie er hjemme, de skal bare ikke forstyrre mig… Held og lykke med det ikk’?

Og så har jeg selv et imponerende 8 år langt forløb med stress i bagagen, som kulminerede sidste efterår. De par måneder, hvor det var rigtig slemt, har faktisk haft stor indflydelse på, hvordan jeg lever mit liv nu. For jeg har fundet ud af, at stress – for mit vedkommende i hvert fald – ikke hænger sammen med, hvor meget jeg er sammen med min familie, men i langt højere grad hvor høje forventninger jeg har til mig selv, og i det hele tager hvordan jeg prioriterer min tid. Lidt mere om det senere, først lidt baggrundsinfo.

Jeg følger en del grupper på Facebook om det der kaldes ”Radical Unschooling”. Det lyder jo nærmest militant, men som jeg har forstået det, betyder det i al sin enkelthed, at man implementerer tankerne bag unschooling i hele sit liv, ikke kun den del, der omhandler ”skole”. Det er sådan noget med ikke at styre sine børn og lade dem selv mærke efter hvad de har brug for, jeg vil ikke komme mere ind på det her, men jeg får faktisk rigtig meget ud af disse grupper, også selvom jeg ikke ser os som radikale unschoolere.

En af de ting, som jeg synes er allerfedest ved hele denne rejse, er, at det virkelig giver os mulighed for at få udvidet vores horisont og ikke mindst blive udfordret på de ”sandheder” vi har fået indkodet gennem vores liv indtil nu. Vi har naturligvis nogle værdier i vores familie, som der ikke umiddelbart kan rokkes ved, men vi sætter altså lidt en ære i, at være åbne og lade os inspirere til at stille spørgsmålstegn ved de millioner af steder, hvor også vi kører på automatpilot.

For et stykke til siden, var der således en tråd i en af grupperne, som omhandlede ”mig-tid” i et unschooling perspektiv. Og for mig personligt var det en kæmpe øjenåbner, fordi der blev sat ord på nogle følelser, erfaringer og fornemmelser jeg har haft, men aldrig selv formået at blive opmærksom på. Alle kender nok den der fornemmelse af at læse eller høre noget og så tænke ”Nåh ja selvfølgelig, sådan har jeg det sguda også, hvorfor har jeg ikke lagt mærke til det noget før??”

Jeg er introvert, jeg er stressfølsom, jeg er elendig til at drage selvomsorg (fordi jeg så gerne vil gøre ting for andre at jeg glemmer mig selv) og jeg tænker (for) meget. Og alle omkring mig både venner, familie, læger og psykologer har sagt, at det var super vigtigt, at jeg prøvede at prioritere mig selv, få noget mig-tid og få tanket op.
Men det har virkelig ikke været en succes, jeg har simpelthen ikke kunnet finde ud af det!

For det første kan jeg bedst lide at have mine børn i nærheden, som minimum på samme matrikel. Jeg bryder mig simpelthen ikke om at være væk fra dem, det føles unaturligt, fordi jeg har haft dem tæt på i så lang tid. Det er ikke sådan jeg er bekymret eller på anden vis hønemorsagtig, det er bare en fysisk fornemmelse af, at der mangler noget hvis de er væk i længere tid end en time eller to.

For det andet giver mig-tid mig ALDRIG det jeg forventer af det. Altså som i: aldrig nogen sinde.
Hvis jeg har en halv eller en hel dag eller endda flere dage, så får jeg ikke slappet af eller læst bøger eller hvad jeg nu tænker, jeg har brug for. Jeg får ordnet alle mulige praktiske ting, gjort rent, arbejdet, ordnet hængepartier osv., fordi ”når først det er lavet, SÅ kan jeg slappe af”… Yeah right. Det er jo en bunke som aldrig bliver tom! Jeg sover også dårligere når jeg er alene i flere dage.
Og det har den ret utilsigtede konsekvens, at jeg faktisk er MERE stresset og utilfreds, hvis jeg fx har haft to dage alene, hvorfor? Fordi jeg jo ikke nåede alt det jeg ville – og slet ikke at slappe af.

Det, som tråden på Facebook fik sat ord på for mig, er, at det er fordi jeg åbenbart gør det forkert.
Når man hjemmeskoler – i hvert fald hvis man har de værdier vi har, og som jeg tænker går igen i mange hjemmeskolefamilier – så er der bare noget fundamentalt forkert i, at man kun kan få ladet op VÆK fra sin familie. Altså at for at tilgodese mig, så skal jeg trække mig ud af fællesskabet. Den følelse jeg pludselig kunne italesætte var: det BURDE ikke være sådan, jeg har ikke LYST til det skal være sådan.

Det bedste råd jeg tog med fra den debat var, at i stedet for mig-tid i længere perioder, så skal man sørge for, at få små breaks i løbet af dagen hver eneste dag. Gøre noget hver eneste dag, som er på éns helt individuelle opladningsliste. For mig er det fx nok lige at sidde 5 minutter udenfor i solen med en kop kaffe, uden nogen hiver i mig. Og det kan faktisk godt lykkes hver eneste dag. Kan jeg få sneget mig til en gåtur eller et bad i fred og ro er det ren lykke.

Og så har vi lavet en aftale om, at selvom min ekstroverte husbond er super klar på at spille brætspil med mig når ungerne er puttet (og han har været væk 10 timer), så må han leve med, at jeg måske hellere bare vil sidde i samme rum som ham og læse en bog. Det har været så vigtigt at få afstemt de der forventninger, for han ved jo, at det ikke er fordi jeg ikke kan lide ham, jeg har bare ikke flere point på min ’forholde mig til andre mennesker’ konto. Og jeg behøver ikke lade som om jeg har.

 

 

Det er så super vigtigt, at man finder ud af, hvordan man kan tilrettelægge en hverdag, hvor ALLE i familien er glade. Det nytter ikke noget hvis den ene kører sig selv helt ned, for at tilgodese alle de andre, hvis en lille ændring af vanerne kan modvirke netop dette.

Jeg har gennem årene undret mig over, hvordan det lykkedes mig faktisk at være mega stresset også i de perioder, hvor jeg ”bare” var hjemmegående. Ved blandt andet at kigge på gamle billeder, gik det på for mig, at mine ambitioner stadigvæk var tårnhøje. Sådan noget med at bage fancy kager med et spædbarn på armen og 3 måneder uden søvn, sy fancy fastelavnsdragter med ditto, den slags. Og måske udspringer et behov for koncentreret mig-tid af, at vi ikke prioriterer os selv og vores grænser i hverdagen?

Så jeg tror det vigtigste i den forbindelse er, at sørge for at omprogrammere sin hjerne så den forstår, at man ikke længere skal nå noget. Jo, naturligvis skal man måske nå et eller andet ind imellem, men til syvende og sidst er det OKAY at sidde og nyde sin kop kaffe, det er OKAY at lave ”ingenting” det meste af i dag, for umiddelbart kan vi nok nå tingene i morgen. Når man endelig fatter det, sådan helt ind i sjælen, så går det op for en, præcis hvor vidunderligt det er, at give sig selv lov til ikke at have travlt. Og at dét faktisk er en af hjemmelivets største gaver.

Lever man på en måde, hvor mængden og formen af mig-tid fungerer super godt, jamen så hurra for det, så skal man jo bare fortsætte. Men oplever man enten, at den der mig-tid ligesom bare aldrig kommer eller når den gør, så er man faktisk mere stresset bagefter, ja så kan man med fordel prøve, at gentænke konceptet og se, om man ikke kan få implementeret små pauser hver eneste dag. Og minde sig selv om, at man (som oftest) slet ikke skal nå andet, end det man selv sætter sig for, og det har man jo magten til at justere på. For os, er den model i hvert fald meget mere realistisk end andre, og resultatet er en gladere mor og i sidste ende en gladere familie.

 

Hvad er dine tanker om mig-tid?

Er det vigtigt for dig, og hvordan sørger du for at få det du har brug for?

Del dine tanker