Vi er familie først

For et par dage siden besluttede jeg mig for at skrive en liste med alle de ting, som løbende popper op i mit hoved. Ting som jeg gerne vil lave/blive bedre til/prioritere etc. Baggrunden for de enkelte ting kan være forskellige, det kan både være ting, jeg helt oprigtigt gerne vil bruge mere tid på, men det kan også være ting jeg har en idé om at jeg ”bør”. Enten pga. ude- eller indefra kommende forventninger.

Listen blev naturligvis ret lang (og i weekenden kom jeg i tanke om, at jeg skulle tilføje ”lære at sejle” til den, så mon ikke det er en form for proces), og under en samtale med min efterskoleveninde læste jeg den højt for hende. Da jeg kom til ”Lave flere par-ting” tilføjede jeg noget i retningen af; Ja, det er egentlig ikke noget jeg gider prioritere, men det skal man jo sige man gerne vil…

Det lyder jo helt vildt strengt overfor min kære mand, men jeg talte med ham om det den samme aften, og han forstod faktisk totalt godt hvad jeg mente. Og så sagde han noget som jeg syntes var helt vildt klogt:

Hvorfor er det lige, at par-ting og familie-ting italesættes som om de er to forskellige ting, ja næsten hinandens modsætninger? Som om par-tid er noget man skal bruge rigtig meget energi på at tage FRA familietiden? Det skorter jo ikke ligefrem på male-fanden-på-væggen artikler om hvor dødsdømt ens parforhold er, hvis man ikke husker at tage på weekendtur til Paris eller i hvert fald får skippet ungerne afsted jævnligt så man kan ”dyrke hinanden”…

Han pointe var, at når man får børn, er man ikke længere et par, så er man en familie. Og han filosoferede over, at det er hele idéen om, at man partout skal have en masse par-tid, som rent faktisk kan være med til at skade parforholdet. For alle med børn ved, at de fylder rigtig meget i ens hverdag. Så hvis man har en forventning om, at kunne bibeholde den mænge af intime stunder man havde inden man fik børn, så kan man næsten kun ende med en konstant følelse af ikke at få sine behov opfyldt.

Det betyder ikke, at man ikke skal være intime sammen og have tid hvor man bare er sammen med hinanden uden børn, men det var hans modsvar til det ekstreme fokus på ”parforholdet” som noget der står udenfor/over familien. Noget som vi begge er grundlæggende uenige i.

Efter vores opfattelse tæller det også som kærestetid når vi laver noget sammen som familie, det er ikke enten-eller, for de to ting understøtter hinanden og vi tror på, det giver bedre familieliv når man ser det sådan.

Vi anerkender at alle er forskellige, og vores historie spiller nok også ind på vores holdning, for jeg havde et barn da vi mødte hinanden, og derfor har vi aldrig rigtigt været kærester på den måde mange andre er. Vi kunne kun gå ud hver anden weekend, og der var vi ofte sammen med vennerne. Til gengæld var vi studerende og havde derfor masser af tid sammen i dagtimerne, så vi er rigtig gode til at hygge os derhjemme, hvilken i den grad er en fordel når man har 3 børn hjemme hele dagen. Det betyder i praksis, at det faktisk er par-tid nok for os, at spille et brætspil når ungerne er kommet i seng eller drikke en kop kaffe i ro og mag når der lige opstår en lomme i løbet af dagen, hvor de leger uden at have brug for os.

Men da vi i weekenden ryddede op i skuret og fandt alle vores gamle koncertbillet og festivalarmbånd blev vi nu alligevel enige om, at vi skal til at gå til nogle flere koncerter – både med og uden børn

 

Er det afgørende for jer at komme ud som par?

Hvad laver I sammen?

 

Del dine tanker